|
”Vi søger flere opgaveforfattere"
Laver du egne materialer til din undervisning? Eller kender du til nogen blandt dine kolleger, som gør?
Vi hører altid gerne fra lærere, som kan bidrage til at gøre opgavehylden.dk endnu mere spændende og alsidig.
Generelt ønsker vi, at nye opgaver skal passe ind i vores nuværende virtuelle koncept. Det vil sige, de må meget gerne være aktuelle - f.eks. ved at tage afsæt i nyheder, årstider, begivenheder mv. Der må også gerne indgå links i opgaverne. Men vi er også interesseret i anderledes og inspirerende opgaver, der kan printes ud - i stil med gr@mmatikrytteren, have@go og 10@ktuelle, som alle er meget store succeser. Du kan se eksempler på de opgaver, der i dag ligger på opgavehylden i ”Katalog” på forsiden af www.ps-forlag.dk.
Idéer og forslag til alle fag og alle klassetrin er velkomne. Det behøver ikke at være store og omfattende opgaver – ofte er det de enkle og lettilgængelige supplerende materialer, der bliver brugt mest og er til størst glæde for elever og lærere i det daglige. De fleste af vores opgaver bliver udskiftet eller opdateret hver uge eller måned. Det gør dem til et aktuelt, vedkommende og billigt alternativ til "trykte" supplerende materialer.
Vores opgaveforfattere er ansat på freelancebasis. Vi yder honorar (via DanLøn) som dermed opgives som B-indkomst for udarbejdelse af opgaver. Honorarets størrelse afhænger af opgavernes art og omfang samt udgivelses/opdateringsfrekvensen. Du er meget velkommen til at kontakte os – også hvis du bare synes, du har nogle gode idéer. Du kan sende en mail til psj@ps-forlag.dk eller ringe til forlaget.
Hundredvis af skoler, efterskoler, VUC, produktionsskoler, handelsskoler og special- og heldagsskoler har abonnement på opgavehylden.dk. P.t. er følgende tilknyttet opgaveteamet: Palle Johansen, Peter Heje Pedersen, John Rydahl, Lisbet Jensen, Bente Bruun Jensen, Vibeke Wiwe, Inge Marie Tolderlund og Per Steen Jensen. Webfirmaet Raagaard Consulting (www.raagaardconsulting.dk) har ansvaret for vedligeholdelse og opdatering af vores hjemmesider www.ps-forlag.dk og www.opgavehylden.dk.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Med venlig hilsen
Per Steen Jensen
forlægger
PS | Forlag ApS
- virtuelle undervisningstilbud
Højager 44 - 3400 Hillerød - 48 26 46 00 (9.00 - 15.00) - www.ps-forlag.dk |